Kranio sakral terapi til dyr

I kranio sakral terapien arbejder vi med at løsne spændinger og ophæve evt. blokeringer i krop og kranie. Behandlingen udføres ved let berøring, blide tryk og stræk. Formålet er at genskabe balance og fri bevægelighed igennem hele kroppen og kraniet.

Kranio sakral terapi kan hjælpe dyr, der fx lider af:

  • Smerter og spændinger i led, muskler eller kranie
  • Nervøsitet og angst
  • Led-låsninger
  • Balanceproblemer
  • Stress eller andre ubalancer i nerve- og hormonsystem

Jeg behandler med stor respekt for dyret og dets tilstand, og det er afgørende for behandlingens effekt, at dyret får tillid til behandlingen, så det kan slappe af og tage roligt imod. Det er naturligvis ikke alle dyr, der som udgangspunkt finder det betryggende, når en fremmed vil røre dem – måske endda lige der, hvor de føler sig allermest sårbare, fordi der er problemer.

Derfor er en vigtig del af min opgave som behandler at være rolig, lydhør og forstående over for de dyr, jeg behandler, så de får tillid til mig og kan slappe af under behandlingen. Min uddannelse og erfaring inden for adfærdspsykologi og henholdsvis hunde- og hestesprog hjælper mig således også, når jeg behandler, da det sætter mig i stand til at kommunikere med dyrene gennem mit kropssprog på en måde, der er meningsfuld for dem og hjælper dem til at få tillid til mig og min behandling.

Alt, hvad jeg laver med dyrene, tager udgangspunkt i respektfuldt samarbejde, og det gælder ligeledes, når jeg behandler. Jeg gennemtvinger intet, men arbejder i stedet med respekt for dyrets grænser og lytter til de informationer, dyret giver mig gennem sin adfærd under behandlingen.