Adfærdsrådgivning

Lær at forebygge og løse adfærdsproblemer

Mange mennesker elsker dyr, og mange vælger også at investere tid, penge og følelser i at have dyr. Desværre bliver livet med dyrene ikke altid, som vi havde ønsket os. Der kan opstå forskellige udfordringer med dyret eller med relationen til vores dyr, som kan skabe bekymringer, besvær og problemer. Når det sker, er det bedste, man som ejer kan gøre for sig selv og sit dyr, at opsøge viden og professionel hjælp til at løse problemerne.

Den mest almindelige årsag til adfærdsproblemer

Vi er alle, uanset hvilken art vi tilhører, unikke individer med hver vores personlighed, erfaringer og følelser. Men vi er også - og måske først og fremmest - et produkt af den art, vi tilhører. Vi fødes alle med et sæt af stærke arts-specifikke instinkter, som er det, der bestemmer, hvad der er allervigtigst for os her i livet. De instinkter er det kompas, vi grundlæggende navigerer efter. Vi mennesker har det tilfælles med hunde og heste, at vi har et stærkt flokinstinkt. Men derudover er der mange afgørende forskelle mellem vores og dyrenes instinkter, og de forskelle danner grobund for mange misforståelser mellem os og vores dyr. Det er ofte disse misforståelser, der fører til problemer, stress og mistrivsel. 

Vi kan forebygge og løse problemerne, når vi forstår dem

Vi kan skabe eller genskabe et positivt samarbejde og -liv med vores dyr ved at sætte os ind i, hvordan de tænker, og hvordan de oplever deres omverden og deres rolle i den. For når vi kan det, kan vi nemlig lære at kommunikere på en måde, som de forstår og respekterer, så vi kan rette misforståelserne og løse problemerne og dermed få det liv med dyrene, som vi ønsker.

Lær dyrenes sprog og få det samarbejde, du drømmer om

De fleste af os kan nok blive enige om, at vi mennesker er meget bedre rustet til at lære fremmedsprog, end dyrene er. Så vejen til gensidig forståelse og respekt er ganske enkelt meget kortere og nemmere, når vi som mennesker holder op med at håbe på, at vores dyr lærer vores sprog og i stedet gør os den umage at kommunikere med dyrene på det sprog, de altid vil forstå og respektere; nemlig deres eget.

Du tænker måske, at det lyder svært, men faktisk er det ret simpelt, og man kan lynhurtigt de vigtigste “ord i ordbogen”, når blot man får den rette hjælp til at lære det. Det er ikke magi - alle kan lære det, hvis de vil, og jeg vil gerne lære dig det.