Svar på misforståelserne om Amichien Bonding

Har du hørt, at Amichien Bonding er forældet? Eller at det handler om dominans? Eller en af de andre misforståelser, der desværre florerer? Så er du meget velkommen til at se videoen herunder og få et mere nuanceret og retvisende billede af det. Jeg er uddannet hos Jan Fennell i England og bærer stolt min Hundelytter titel, og derfor vil jeg gerne svare på de misforståelser, jeg ofte hører om Amichien Bonding og forklare lidt om, hvordan det i virkeligheden hænger sammen.

Jeg forsøger at holde det kort og fokusere på det mest essentielle, og jeg håber, det vil vække din interesse for at lære mere om, hvorfor og hvordan den korrekte anvendelse af Amichien Bonding hjælper hundene. Du kan finde meget mere inspiration og information om, hvordan jeg arbejder med hundene i de øvrige blog indlæg og på resten af hjemmesiden her - og du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål på kontakt@dyrefryd.dk

Myte 1: Det handler om magtkamp og dominans

Nej, det gør det absolut ikke. Det handler om venlig, klar og tydelig kommunikation på hundesprog med den ypperste respekt for hundens kommunikation, instinkter og behov. Det er vores ansvar aldrig at gå i konflikt/kamp med hundene, og vi skal aldrig dominere eller tvinge dem til noget. Vi skal tværtimod gøre os fortjent til deres tillid og motivere dem positivt til at samarbejde med os. Det kræver, at vi udviser respekt for dem, lytter til dem og hverken presser, tvinger, skælder dem ud eller på anden vis dominerer eller giver dem negativt fokus. Formålet med Amichien Bonding er netop at skabe tillid gennem dialog; at styrke hundenes selvtillid og selvkontrol og motivere dem til af egen fri vilje at vælge og finde tryghed i det positive samarbejde med os.

Myte 2: Der bruges ikke positiv forstærkning

Jo, vi bruger flittigt positiv forstærkning. For det er netop en grundsten i Amichien Bonding, at det er vores ansvar som mennesker at gøre os fortjent til hundenes tillid og motivere dem positivt, så vi sikrer, at hundene oplever positiv gevinst ved at samarbejde med os og imødekomme vores invitationer og ønsker i samarbejdet.  Så vi bruger selvfølgelig masser af ros og belønning i form af godbidder i anerkendelsen af deres indsats i samarbejdet med os.

Myte 3: Det er forældet

Det er helt rigtigt, at Amichien Bonding ikke er nyt, for tilgangen har været kendt og brugt flittigt i store dele af verden de sidste 25 år. Så siden Jan Fennell udviklede Amichien Bonding, har mange mange hunde og deres mennesker haft glæde af det, og tilgangen er således meget grundigt efterprøvet i praksis. Men det gør den bestemt ikke forældet, for den er baseret på hundenes allermest grundlæggende instinkter og sprog, og arternes evolution går slet ikke så hurtigt, at noget så grundlæggende ændres på et kvart århundrede. Hundenes mest grundlæggende flokinstinkt og sprog er stadig præcis det samme, som da Amichien Bonding blev udviklet, og det virker stadig i praksis til lige så stor gavn for hundene.

Myte 4: Det strider mod ny forskning

Noget af det grundlæggende, som nyere forskning siger ret entydigt er, at belønningsbaseret træning er mest effektivt, og at fysisk straf, råben og skæld-ud stresser hunden, svækker tilliden og skaber risiko for adfærdsproblemer. Det er præcis, hvad Jan Fennell også indså, allerede tidligt i udviklingen af Amichien Bonding, og den erkendelse kom til at danne selve fundamentet for Amichien Bonding.

I 2009 fandt adfærdsforsker ved University of Pennsylvania, Dr. Meghan Herron, at hunde udviser uønsket adfærd, når de er stressede eller ikke forstår, hvad vi vil have dem til – og at magtdemonstrationer blot forstærker den usikkerhed.

Ydermere fandt det store adfærdsstudie fra University of Helsinki, ledet af professor Hannes Lohi, i 2020, at megen uønsket adfærd udvises af hundene i selvforsvar og frustration og ikke fordi de ønsker at dominere.

Det er ganske enkelt alt sammen helt i tråd med det, Jan Fennell opdagede i sine studier allerede dengang i 90’erne. Og netop det, at adfærdsproblemerne opstår, fordi hundene er stressede og usikre bl.a. pga. mangelfuld kommunikation fra os mennesker, er jo det, Amichien Bonding er skabt til at løse - ved at vi kommunikerer med hundene på deres eget sprog, så usikkerhed og misforståelser elimineres, stress niveauet falder, og tilliden styrkes.

Og derfor er fokus i Amichien Bonding på positiv forstærkning og for hundene meningsfuld og rolig grænsesætning absolut UDEN dominans, tvang, skæld-ud eller anden voldsom eller nedgørende adfærd over for hundene.

Essentielt i Amichien Bonding er kommunikationen om rollefordelingen i flokken og lederskabet. Måske fordi Jan Fennell kalder lederne for alphaer, tror mange desværre fejlagtigt, at hun er enig med Dr. L. David Mechs gamle opfattelse af flokkens ledere som dominerende individer, der tager magten over flokken gennem kamp og dominerende adfærd. Men som Dr. L. David Mech også selv kom frem til i sin udgivelse senere i 1999, er vilde ulveflokke mere som familieenheder, hvor de omsorgsfulde ledere som forældre guider deres afkom, og hvor de sociale relationer handler om samarbejde, ikke dominans eller undertrykkelse.

Dr. John Bradshaw har desuden i sin forskning fundet, at hundenes adfærd over for os ikke udspringer af et ønske om at tage magten.

Alt dette står heller ikke i modsætning til Jan Fennells studier og Amichien Bonding, for ganske rigtigt stresser det hundene og skaber usikkerhed og uønsket adfærd, når der ikke er gode og tydelige ledere til at bære ansvaret og sikre alles overlevelse og trivsel. Nøjagtig som det ville gøre det i en vild ulveflok uden egnede ledere. Og det kan få nogle hunde til at opføre sig dominerende eller aggressivt, mens andre hunde vil blive nervøse og angste, men hverken den ene eller anden adfærd handler om, at hundene vil have magten. Tværtimod handler det om, at de er stressede over, at de, der burde lede flokken og bære ansvaret, ikke gør det omsorgsfuldt, sikkert og overbevisende – i hundenes øjne. Det er præcis det problem, så mange hunde oplever med deres mennesker og årsagen til utroligt mange adfærdsproblemer.

Så ja, vi mennesker skal lede flokken, for at hundene kan være trygge og afslappede og samarbejde i enhver henseende, men vi kan kun lykkes med at være overbevisende ledere i hundenes øjne, når vi kommunikerer respektfuldt, klart og tydeligt – og med forståelse for hundenes sprog, instinkter og behov. Det er det, Amichien Bonding handler om.

Myte 5: Amichien Bonding er baseret på studier af ulve i fangenskab

Nej, absolut ikke. Jan Fennell har studeret vilde ulve i Yellowstone Nationalpark i det nordvestlige USA, og det er de studier, der har dannet grundlag for udviklingen af Amichien Bonding. Hun har helt fra start i sine studier været bevidst om, at kun den frie, uspolerede adfærd kunne bruges til at opnå oprigtig forståelse af deres indbyrdes kommunikation, flokinstinkt og -strukturer. Amichien Bonding beror IKKE på L. David Mechs forskning i ulve i fangenskab tilbage i 1960’erne, men derimod på hendes egne omfattende studier op gennem 1990’erne.

Myte 6: Hunde og ulve er ikke ens

Vilde ulve og tamme hunde lever naturligvis vidt forskellige liv, og den måde, de præges gennem livet og deres reaktioner på forskellige situationer, er dermed naturligvis også forskellig. Men deres genetik er faktisk så ens, at de deler 99,9% DNA, og forskere regner hunden for at være en underart af den grå ulv.

Lige så ens som deres DNA, er også deres allermest grundlæggende instinkter mht. flokstruktur og -kommunikation, og det er derfor, at Amichien Bonding hundesproget giver instinktiv mening for enhver tamhund, selvom det er udviklet på baggrund af studier i vilde ulve.

Myte 7: Hundene ignoreres for at nedgøre dem og få dem til at underkaste sig

Nej. Og vi ønsker slet ingen underkastelse. Vi ønsker glade, selvsikre hunde, der nyder at samarbejde med os. Det kan føles meget nedgørende for os mennesker at blive ignoreret, men for hundene betyder det ganske enkelt noget helt andet. Det er en meget væsentlig og flittigt brugt del af deres indbyrdes sprog med hinanden – og også med os – når fx din hund ignorerer dit indkald, eller den kigger væk, når du beder den om noget, den ikke har lyst til.

Og derfor bruger vi det naturligvis også i vores hundesprog med dem i de situationer, hvor det giver mening for dem og giver dem de svar, de har brug for fra os. Vi bruger det til fx at sige: ”Jeg vil ikke lege med dig lige nu”, ”Jeg bryder mig ikke om din adfærd lige nu”, ”Du kan være helt tryg ved, at jeg har styr på situationen”.

Ved konstruktivt at bruge det at fjerne fokus og ignorere hundene på bestemte tidspunkter, undgår vi, at hundene føler, vi pålægger dem ansvar, som de ikke kan magte, og vi undgår helt at give dem negativt fokus og opmærksomhed. Og det er uendelig vigtigt, for negativ opmærksomhed af forskellig art skaber stress, usikkerhed og spændinger mellem os, som står i vejen for trivsel og tillidsfuldt samarbejde.

At ignorere bærer et tydeligt og respektfuldt budskab på hundesprog, som alle hunde forstår, og når vi bruger det rigtigt i kommunikationen, understøtter det hundenes tillid og selvtillid og det positive samarbejde.

Jeg håber, mine svar her har vækket din nysgerrighed på at høre nærmere om Amichien Bonding, og at dit syn på det i hvert fald som minimum er blevet mere nuanceret end de myter og misforståelser, der florerer derude blandt folk, der ikke har sat sig ind i, hvad det faktisk handler om, og hvorfor det har så positiv effekt på hundenes adfærd og trivsel. Hvis du har spørgsmål til det, er du selvfølgelig altid velkommen til at sende mig en mail på kontakt@dyrefryd.dk

Forrige
Forrige

Er hundens race skyld i adfærdsproblemerne? Eller hvad styrer egentlig adfærden?

Næste
Næste

Hunden skal da også mærke, at det er jul...