Ernæringsterapi

 

Veterinær ernæringsterapi

Vi er, hvad vi spiser – der er noget om snakken

Kroppen er afhængig af en lang række forskellige byggesten for at kunne vedligeholde alle dele af kroppen, sikre livsvigtige processer, beskytte mod sygdom og hele skader. De nødvendige byggesten og næringsstoffer skal tilføres gennem kosten i tilstrækkelig mængde, for at kroppen kan fungere optimalt og varetage alle nødvendige opgaver. Hvis nogle af byggestenene mangler, bliver det sværere for kroppen at holde sig sund eller komme sig efter sygdom. Dette gælder på samme måde for dyrene, som det gælder for os mennesker.

Veterinær ernæringsterapi i praksis

I ernæringsterapien ser vi på foderet og på kroppen og den generelle trivsel. Vi undersøger, om foderet indeholder alle nødvendige byggesten i de rette mængder til det enkelte dyr, og om alle kroppens funktioner fungerer optimalt, eller der er tegn på problemer.

Med udgangspunkt i den analyse, laver vi en plan for tilpasning af foderet, således vi sikrer tilførsel af alle de nødvendige næringsstoffer, det enkelte dyr skal bruge for at kunne bevare eller genoprette en stærk og sund krop. Ernæringsterapi kan forbedre dyrets sundhed og livskvalitet samt understøtte en effektiv behandling ved sygdom.

En sund sjæl i et sundt legeme

– kroppens sundhed har afgørende betydning for den mentale sundhed

Hjernen og nervesystemet er ligesom resten af kroppen afhængig af næringsstoffer tilført gennem kosten. En velfungerende hjerne og nervesystem er naturligvis helt afgørende for et godt mentalt helbred og dermed muligheden for et liv uden stress og psykiske problemer. Den mentale sundhed er også altid under stor indflydelse af det miljø, dyret lever i, men ikke desto mindre spiller kosten ligeledes en vigtig rolle.

Hvis dyret fx er udsat for stor stress eller slås med psykiske udfordringer, kan det have et ekstra stort forbrug af bestemte næringsstoffer, og der kan være behov for at tilføre mere af disse for på bedste vis at komme af med problemerne. Så også ved stress og psykiske udfordringer, kan tilpasning af ernæringen bidrage til at løse problemerne og forbedre trivsel.