Alene hjemme træning af hvalp

Ro med at være alene hjemme er noget af det allervigtigste at komme godt fra start med, når man får en hvalp. Herunder finder du en konkret guide til, hvordan du hjælper hvalpen på bedste vis med selve tilvænningen til alene hjemme.

Guiden er lavet til dig, der har eller snart får en ny hvalp, som skal til at lære det.

For rigtig mange hunde er tilvænning ikke nok til at lykkes med ro på alene hjemme, og hvis det er svært at lykkes med tilvænningen, selvom du følger guiden nedenfor, betyder det ikke, din hund ikke kan lære det. Det betyder, den har brug for, du lærer mere for at kunne hjælpe den godt nok. Så har du en hvalp, der allerede er meget urolig alene hjemme, har du brug for andet og mere end tilvænning for at hjælpe den - se mere HER

Og vil du forbedre dine odds betydeligt for at lykkes med hurtigst mulig succes med alene hjemme og alt det andet, hvalpen også skal lære, så tilmeld dig allerede fra start et af mine hvalpeforløb, så du får grundige forklaringer, konkrete video guides - og for Hele Pakken hvalpeforløbet også 8 mdr. ubegrænset adfærdsrådgivning pr. mail, så du altid har professionel hjælp lige ved hånden. Se mere om forløbene HER

Alene hjemme tilvænnings-guide for hvalpe

Step 1: Helt fra start, når din hvalp flytter ind, så gør din afgang hjemmefra til noget helt normalt og udramatisk for hvalpen.

Det gør du ved helt uden fokus eller opmærksomhed på hvalpen at gøre de ting, du plejer at gøre, når du skal af sted, fx børste tænder, pakke tasken, tage sko på, jakke og nøgler osv. Gå ud ad hoveddøren, luk den, åbn igen med det samme og gå ind igen - stadig uden noget fokus på hvalpen, uanset om den reagerer eller ej. For dit fravær er fokus i situationen er kort sagt forudsætningen for, at den kan blive ligeglad med det. Og dit afslappede kropssprog og gerne dovne tempo fortæller hvalpen, at det er helt normalt og på ingen måde spændende eller stressende for dig, når du går og kommer. Det er vigtigt. Gentag gerne de ultrakorte adskillelser på max 2 sekunder flere gange i træk og ofte. Flyt på samme måde dit fokus og vær afslappet, hver gang du går og kommer, selvom andre er hjemme med hvalpen, mens du er væk.

Step 2: Væn din hvalp til at slappe af der, hvor den skal være alene hjemme.

Det er vigtigt, at hvalpen er et sted, hvor den er tryg og vant til at slappe af. Så hvis det fx er stuen, hvor den også slapper af sammen med dig, er det typisk nemmest, men hvalpe kan jo slide på inventaret, så hvis du har brug for at beskytte din sofa, trægulvet eller andre ting i stuen, eller skærme den fra udsigt/uro udenfor, vil du måske gerne have den et andet sted eller måske i en “kravlegård”, når den er alene hjemme. Det er også helt fint, men så er det vigtigt, du så tidligt som muligt gør det afslappet og helt normalt for den at være der - og når det lykkes, skal du så udføre step 1 gentagne gange, mens den er der, hvor den skal være alene. Hvis der er forstyrrende lyde ude fra, eller hvalpen er vant til, der altid er musik/radio/anden lyd, når du er hjemme, så lad der også være lyd, når du skal gå.

Step 3: Sørg for, den har tisset af mv. og er godt afslappet (ikke udmattet!), før du går fra den mere end de få sekunder.

Mange tror fejlagtigt, at hvalpen skal køres træt for at kunne være alene hjemme, så de går lang tur, aktiverer osv. i forsøget på at sikre total udmattelse. Men udmattelse er ikke det samme som afslapning. Slet ikke. Udmattelse kan kortvarigt dæmpe en reaktion udadtil - ikke fordi der ikke er bekymring, men fordi der ikke er kræfter til at handle på bekymringen - men udmattelse gør ikke nogen bedre rustet til at håndtere en udfordring - tværtimod! Så derfor er det at udmatte hvalpen for at undgå en reaktion på alene hjemme som at tisse i bukserne i frostvejr. Det virker måske tilsyneladende lige til at starte med, men derefter forværrer det kun udfordringen og reaktionen på den.
Sørg i stedet for en rolig optakt til alene hjemme, så hvalpen får ordnet sine toiletbesøg, leget lidt selv eller med dig og får lagt sig til ro, mens du ordner noget eller selv sidder lidt og slapper af, før du gør dig klar til at gå.

NB. Hvis din hvalp ikke er i stand til at finde ro uden at være kørt helt træt, så den kun hviler og sover lidt og kortvarigt i løbet af dagen, er det en væsentlig grundlæggende udfordring med stress niveauet, som du skal lære at løse, før du kan få succes med tilvænningen til alene hjemme, og det kan du lære af mit online kursus Det Bedste Hundeliv, der også inkluderer ubegrænset adfærdsrådgivning pr. mail, så jeg kan hjælpe jer i mål med både generel ro, alene hjemme og alle andre evt. udfordringer.

Step 4: Afdramatiser alle mulige triggere forbundet med din afgang hjemmefra.

Du har luftet din hund, og den er nu afslappet der, hvor du gerne vil have den, når den er alene hjemme. Så nu gør du dig klar, som hvis du skulle af sted rigtigt - afslappet og uden noget fokus på hvalpen - og du går ud ad hoveddøren kort som nævnt i step 1. Gentag flere gange med pause imellem, hvor du enten sidder lidt og slapper af med fokus på noget andet end din hvalp, eller du ordnet noget i nærheden af hvalpen, så den kan se, du er afslappet og uden fokus på den (det betyder for hvalpen, at alt er godt, og du ikke forventer noget af den). Efter kort pause på fx 30 sekunder - 1 minut, gentager du den korte adskillelse. Når hvalpen er rolig med de helt korte adskillelser, skifter du nogle af dem ud med en længere, hvor du går helt ud ad havelågen, smækker bildøren/starter bilen kort, eller går ned og ud ad opgangen. Uanset hvilke steps, der er de næste efter hoveddøren hjemme hos jer, så skal du have dem afdramatiseret dem, hvis hvalpen kan fornemme/høre dem. Efter denne længere med flere triggere i spil laver du igen et par helt korte, før du evt. gentager den længere med flere triggere.

Denne afdramatisering skal lykkes grundigt, for det er en afgørende forudsætning for succes med næste step, så hvalpen kan begynde faktisk at være alene - med ro på. Så prioriter at gøre en god indsats med dette step, ikke mindst hvis hvalpen synes, det er svært. Men bliver den ved med at synes, det er svært, og følger den også generelt efter dig meget af tiden og har svært ved at hvile eller sove, hvis du ikke holder dig i ro, så er den sandsynligvis en af de mange hunde, der har brug for andet og mere end tilvænning for at kunne finde ro med alene hjemme, og så har du brug for mere hjælp i form af førnævnte online kursus Det Bedste Hundeliv

Step 5: Øg gradvist alene tiden i hvalpens tempo - men først når der er ro med alle triggere!

Når hvalpen er ligeglad med alle triggerne i din afgang både indenfor og uden for jeres hjem (havelåge, opgangstrappe og -dør, bilstart mv.), så er du klar til at arbejde med hvalpens evne til at bevare den ro længere tid alene. Lad være med at haste til step 5, selvom der endnu ikke er ro på de foregående steps, for så gør du tilvænningen unødvendig svær og måske umulig uden yderligere hjælp. Udgangspunktet er nødt til at være ro for succes med tilvænning til længere tid alene.

Når der er helt ro på din afgang, så kan du begynde at øge tiden. Kunsten er så vidt muligt at komme tilbage til hvalpen, før den begynder at blive stresset. Det er helt individuelt, hvor hurtigt den bliver det, og det kan også svinge rigtig meget fra dag til dag, så lad være med at bruge et eller andet standardskema for øgning af tid. Tag i stedet udgangspunkt i, hvordan din hvalp har det. Til at starte med, så bliv bare ude max 1 minut og gå roligt ind uden fokus på hvalpen og lav nogle af de helt korte adskillelser, og inden denne lidt længere adskillelse, så start altid med 1-2 af de helt korte med ro på som en god forberedelse til den længere.

Hvis du har kamera overvågning, så hold øje med, hvordan hvalpen reagerer, mens du er væk og sørg for at komme ind, før den begynder at blive tiltagende urolig.

Hvis du ikke har overvågning, så læg bare mærke til, om den er urolig og fx meget opsøgende, når du kommer ind igen, og når du efterfølgende går ud i 1 sekund igen. Hvis der er uro, er det ikke tid til at prøve med længere tid endnu. Så skal I bare afdramatisere alle triggere endnu bedre og lave flere lidt længere, der ikke når at stresse hvalpen.

Hvis hvalpen derimod er afslappet og ikke reagerer hektisk eller meget opsøgende, så kan du fint prøve senere med lidt længere tid fx 3 minutter. Men gå forsigtigt frem i starten, så du mindsker risikoen for, at hvalpen når at blive meget urolig og bekymret, mens du er væk, for det er der, du risikerer at starte en separationsangst. Hvalpen skal blive i stand til at slippe evt. uro, og det bliver den ikke ved, at vi lader den blive i tiltagende og vedvarende uro.

Når det går godt, hver gang I øver med nogle få minutter, kan du prøve med et kvarter eller en halv time. Og derefter øge gradvist mere, hvis det bliver ved at gå godt. Med lad være med at øge tiden alene hver gang. Det er bedre, at hver anden dag er nem og kun en kort alene tid + gerne flere helt korte sekund adskillelser. Og hver anden dag kan så være længere tid alene - men ikke mere, end hvalpen kan klare uden tiltagende, vedvarende uro, for så modvirker det den ønskede udvikling.

Vigtige huskeregler i alene hjemme træningen

1. Din afslappede adfærd og fravær af fokus på hvalpen, når du går, og når du kommer - altid - er helt afgørende. Så husk endelig det, uanset hvordan hvalpen reagerer og opfører sig.

2. Du skal aldrig med vilje blive væk, hvis hvalpen bliver meget urolig alene. Det hjælper intet og øger kun risiko for udvikling af problemer. Gå i stedet roligt ind til den og vis den med dit fravær af fokus, at alt er godt, og der ikke var grund til bekymring.

3. Lad hvalpens evne til at bevare roen bestemme, hvor hurtigt du øger tiden. Den har ikke ur på, så udviklingen i dens håndtering af alene hjemme situationen handler ikke om antallet af sekunder eller minutter. Udviklingen afhænger af dens oplevelser med alene hjemme, så det er din opgave at sørge for, den ikke får grund til bekymring.

4. Lær mere om hundesprogets betydning for alene hjemme bekymring og adfærd, hvis tilvænning er meget svær. Intet bliver bedre eller nemmere af at vente med at lære det, du mangler for at lykkes.

Hvorfor lykkes alene hjemme træningen ikke?

De fleste hundeejere tror, at det at hjælpe sin hund til at kunne være afslappet alene hjemme udelukkende består i gradvis tilvænning. Nogle tror endda også, at alvorlig bekymring hos hvalpen bare er en del af tilvænningsprocessen, og at den så bare skal finde ud af, at det ikke hjælper noget at pive, gø, hyle, kradse, tygge osv., fordi ingen kommer, før den bliver stille og tilsyneladende rolig. Det er meget uheldigt og årsag til de skrækkeligt mange tilfælde af separationsangst hos hunde.

Rigtig mange hunde er allerede som hvalpe overfokuserede på at holde flokken samlet og udviser et stort behov for at holde sig meget tæt på flokken hele tiden, oftest især et bestemt menneske i flokken/familien. Og deres indre ro og evne til at hvile og sove bliver derved helt afhængig af, at menneskene holder sig i ro, og at de i det hele taget er lige inden for rækkevidde. Det giver søvnmangel, et generelt forhøjet stress niveau og gør det sværere for hvalpen at finde ro - og så skaber det ofte en stor bekymring omkring det at blive ladt alene tilbage.

Der er også nogle hvalpe, der ikke fra start har det her overfokus på at holde sig tæt på flokken og holde den samlet, men som udvikler bekymringen om alene hjemme over tid, fordi deres mennesker uden at vide det går rundt og siger noget værre sludder til dem med deres adfærd og kropssprog på hundesprog. Så de med deres ubevidste hundesprog faktisk netop pålægger hvalpen det store ansvar for at holde sammen på flokken og sørge for, at alle er i sikkerhed. Det er desværre meget effektivt til at skabe stor bekymring om alene hjemme.

Uanset om hvalpen havde den her bekymring fra start, eller bekymringen er opstået senere, har den brug for hjælp til at slippe bekymringen, for at kunne komme til at slappe af alene hjemme. Og tilvænning adresserer ikke selve bekymringen og kan derved ikke i sig selv løse det. Det kan kun en god bevidst kommunikation på hundesprog, der overbeviser hvalpen om, at den helt generelt ikke bærer noget ansvar for flokken, og at alle passer på hvalpen - ikke omvendt.

Det er den kommunikation på hundesprog, der effektivt sikrer, at hvalpen kan slippe sin bekymring og være afslappet alene hjemme. Og det er den manglende viden om netop det hos de fleste mennesker, der gør, at så mange aldrig lykkes med at komme i mål med alene hjemme træningen.